Bag mig klikker skydedøren op, og et koldt pust rammer mig i nakken. Straks glider døren i med endnu et klik og den lune luft omfavner mig atter. Senneppen river mig et kort øjeblik i næsen, imens den nyankommende betragter pølsevognens udvalg på kulørte fotografier af røde, stegte og frankfurtere.
”To døje mæ siievogn” lyder det fra den netop ankommende på syngende Århusiansk. Manden er klædt i mørkeblåt Kansas-tøj, og nu sætter han sine tænder i en ristet dyppet i sennep, mens han bladrer gennem dagens avis med beslutsomme bevægelser.
”Han ender sgu med at blive statsminister,” siger Kansas-manden, gumlende på en pølsestump. Foran sig ligger avisen slået op på en side med et stort billede af Villy Søvndal.
”Det tror jeg nu ikke at han gider”, svarer manden på den anden side af disken. ”Han har det bedst i oppositionen,” fortsætter pølsemanden imens han lægger flere pølser på grillen.
Plads til alle holdninger
Snakken imellem de to fortsætter imens Kansas-manden afslutter måltidet, for igen at bevæge sig ud i kulden på den anden side af skydedøren. Klik klak.
”Jeg vil altid tale med folk,” fortæller pølsemanden da Kansas-manden har forladt vognen med et anerkendende nik.
”Herinde er vi alle lige, uanset om du har en lang uddannelse eller om du er arbejdsløs. Herinde forsvinder det sociale skæld imellem os. Derfor er det også lige meget hvad man hedder og hvor man kommer fra. Alle holdninger er lige meget værd,” fortsætter pølsemanden.
Fransk forbillede
Endnu en pølse passerer igennem mit spiserør imens mine tanker passerer oplysningstidens Paris i 1700-tallet. Her var det ikke pølsevogne, men kaffehuse, som dannede rammerne for politiske diskussioner imellem folk fra alle samfundslag. I kaffehusene mødtes man og debatterede samfundet på tværs af baggrunde og sociale lag. ”Verdens første offentlige dialog,” kalder den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas det franske oplysningsfænomen, og erklærer endda disse kaffehuse som en væsentlig årsag til vedtagelsen af den franske menneskerettighedserklæring fra 1789.
Et enkelt kaffehus åbnede også i København, hvor Drejers Klub fra 1775 fungerede som samlingssted for hovedstadens intellektuelle. Men i modsætning til det parisiske forbillede, fik Drejers Klub aldrig folkeligt fodfæste. Der skulle gå yderligere hundrede år, før at Danmark fik en reel pendant til det franske forbillede. Pølsevognen.
Den danske pølsevogn
Den danske pølsevogn har været en fast del af det danske billede i hundrede år. Den første vogn slog dørene op i 18. januar 1921, og danskernes pølselyst toppede i halvfjerdserne hvor mere end 700 pølsevogne var fordelt over hele landet. I dag er tallet under hundrede, men dette bekymrer dog ikke pølsemanden i vognen foran Århus Banegård.
”Specielt om sommeren går salget godt. Jeg tror at folk er blevet mætte af Whoppere og Bic Macs,” siger pølsemanden og nikker i retning af Burger King på det modsatte hjørne.
”Desuden er vognen her ofte fyldt med turister,” fortæller pølsemanden imens en eftertænksom mine trækker hen over hans ansigt.
Tonen i den danske debat
”Nej, det der bekymrer mig er, at derude,” siger pølsemanden og peger ud på gaden.
”Derude taler folk ikke ordentligt til hinanden. De kunne lærer meget af tonen herinde, her taler man sgu ordentligt til hinanden,” slår han fast, imens at skydedøren atter går op. Klik klak. To unge drenge er kommet i ly i vognen. Den ene bærer et AGF-halstørklæde helt op til ørerne, imens han forsøger at ryste kulden af sig.
”Er du ikke i lidt god tid med det tørklæde?” spørger pølsemanden nysgerrigt.
”Nej mand, slet ikke. Jeg kan overhovedet ikke vente til weekenden. Vi skal begge til Horsens og se kampen,” svarer knægten smilende og tilføjer: ”Og to ristede med det hele. Tak”.
1 kommentar:
Ære være pølsevognen! En vigtig samfundsinstitution på linje med den danske folkekirke.
Send en kommentar