tirsdag den 26. august 2008

Højskolelærer

Så har jeg job.

Silkeborg Højskole - hvor jeg underviser på politiklinjen. Der er stadig få ledige pladser på holdet! :)

... Tjek i øvrigt også lige højskolens smækre kunstlinje ART STUDIO - hvor studierejsen går til Kenya, hvor eleverne skal studere østafrikansk kunst!

lørdag den 2. august 2008

Journalisthøjskolen vil fortsat uddanne generalister

Fra og med januar 2008 er Danmarks Journalisthøjskole (DJH)
fusioneret med Den Grafiske Højskole. Men ikke alle er enige i, at
fusionen med Den Grafiske Højskole er en god ide. Mange mener
derimod, at en fusion med Aarhus Universitet havde været langt mere
visionær.

I det fabrikslignende indgangsparti summer det af liv en tidlig aften på Journalisthøjskolen i Århus. ”Åbent Hus på Danmarks Journalisthøjskole” er der skrevet på store plakater, som byder kommende journalister velkomne til informationsaften.

Men ordet ”Danmarks” burde være strøget fra plakaten. For fra og med 1. januar 2008 indgår navnet på vort land ikke længere i skolens navn, som følge af DJH's fusion med Den Grafiske Højskole. Denne lille forandring ænser de mange besøgende sandsynligvis ikke. Men måske får ændringen alligevel stor betydning for mange nye journalisters fremtid.

Fusionen imellem Den Grafiske Højskole og DJH er et resultat af en proces hvor det samlede danske landskab for videregående uddannelser, har gennemgået en række ændringer. Ændringer som betyder, at en række uddannelsesinstitutioner er flyttet fra Undervisningsministeriet til den danske universitetssektor under Videnskabsministeriet. Men ikke Journalisthøjskolen! Netop skiftet fra sektoren for videregående uddannelser i Undervisningsministeriet til de forskningsbaserede uddannelser, mener DJH’s tidligere rektor og nuværende lektor
Kim Minke, havde været en langt bedre løsning for DJH:
”Ved at forblive under undervisningsministeriet er vi underlagt
massive besparelser,” fortæller Kim Minke.
”Jeg mener faktisk slet ikke, at vi hører til i den sektor. Det er en sektor
hvor lidt for få unge, med lidt for dårlige karakterer, søger ind. Det er
med andre ord sektoren for de måske egnede,” siger Kim Minke, og peger
på, at tiden var inde til en skilsmisse med Undervisningsministeriet:
”DJH var i en fordelagtig forhandlingsposition, hvor man kunne
have fusioneret med Aarhus Universitet eller et af de andre
universiteter. Tiden var helt rigtig,” fortsætter Kim Minke, og konstaterer:
”Jeg kan ikke svare på, hvorfor man fusionerer med Den Grafiske
Højskole. For mig at se gør den fusion ingen forskel. Hverken fra eller
til.”

Omvendt ser Journalisthøjskolens nuværende Rektor Anne-Marie Dohm
store perspektiver i fusionen med Den Grafiske Højskole:
”Der er mange muligheder i slægtskabet med Den Grafiske
Højskole. Vi uddanner folk til samme branche, og vi har hver især mange
erfaringer, som kan skabe en god synergi,” siger rektoren, og fortsætter:
”Derfor er det vigtigt, at vi trækker fagligheden i samme retning på de to
institutioner,” beretter Dohm, velvidende at det traditionelle
journalistfag er under stigende pres.

Nye tal netop offentliggjort af Ugebrevet Mandag Morgen viser, at
antallet af traditionelle akademikere i mediebranchen er tredoblet over de
sidste ti år. Dette skyldes ifølge Nete Nørgaard Kristensen, som forsker i
moderne journalistik på Københavns Universitet, at mediebranchen
gennemgår en professionalisering, hvor brugen af specialiserede kilder
stiger. Nete Nørgaard Kristensen peger på, at dette betyder et større
krav til journalisternes faglige viden:
”Professionaliseringen af kilderne fordrer et højt vidensniveau hos
journalisten, hvis parterne skal være nogenlunde jævnbyrdige,” siger hun, og
fortsætter:
”Og det er måske nemmere for en akademiker at blive en god formidler, end
det er for den traditionelle journalistuddannede at erhverve sig en
omfattende og nuancerede faglige viden,” konstaterer Nete Nørgaard Kristensen.
En stærk medieinstitution

Tilbage på Journalisthøjskolen i Århus afviser Anne-Marie Dohm, at
Journalisthøjskolen skal følge tendenserne og uddanne flere specialiserede
journalister:
”Der er et voksende behov for journalister, som specialiserer sig inden for
specifikke fagområder. Men her vil vi nu fortsætte med at uddanne generalister, hvis
styrke er at formidle nyheder til en bred målgruppe i mange forskellige medier,”
slår Anne-Marie Dohm fast.

Alligevel håber de journaliststuderendes rektor, at flere i fremtiden vil opsøge en akademisk
overbygning til journalistuddannelserne:
”I fremtiden håber jeg, at journalister vil se journalistuddannelsen som en bacheloruddannelse, og at flere derefter vil bygge en kandidatuddannelse oven på,” slutter Anne-Marie Dohm.